Virusfrygt må ikke gøre verden mere lukket

March 24, 2020

Man fornemmer flere og flere hoppe med på yderfløjsideen om at globaliseringen er død og at nationalstaten er det sikreste værn mod det 21. århundredes udfordringer.

Senest i lørdagens P1-program "Direkte med Clement Kjersgaard - Coronakrisens globale konsekvenser", diskuterede en række partiformænd, hvorvidt coronakrisen var dødsstødet for globaliseringen. På trods af forskellighederne i deres tilgange handlede argumenterne fra eks. DF og Enhedslisten ikke overraskende om at det var tid til at kigge indad og konsolidere indadtil, når nu EU alligevel ikke duede og verdens magtbalance var kaotisk og i opbrud.

P1: Direkte Coronakrisens globale konsekvenser - en spændende debat!

Snæverhedsfænomener

Det ses tit at "snæverhedsfænomener" som jeg kalder dem, såsom racisme, patriotisk nationalisme og protektionisme blomstrer i krisetider og derfor synes jeg det er vigtigt at slå et slag for globalismen og den åbne verden - netop når det hele er ved at ramle på den globale scene.

For hvis der er noget vi kan lære af virusepidemien der spreder sig over kloden disse måneder og på rekordtid har sat en kæp i hjulet på verdensøkonomien, lukket alle grænser og sat samfund på standby, så er det at vi mere end nogensinde har brug for det globale udsyn og det åbne samarbejde.

Havde verdens ledere været mere åbne og samarbejdsvillige om at skabe et resilient verdenssamfund i balance med planetens klima, dyr og miljø, så havde kineserne sandsynligvis ikke haft illegale vådmarkeder, holdt livsvigtig viden om virussen skjult i flere uger, italienerne havde modtaget hjælp og støtte fra hele verden i tide og amerikanerne havde ikke oplevet et historisk stort børskrak.

Vi havde haft mulighed for at agere i tide og begrænse smitten globalt. EU havde haft mere handlekraft i forhold til at beskytte det indre marked og flere regeringsledere havde lyttet til videnskaben. Hvis menneskeheden havde et stærkt og empatisk fællesskab, båret frem af et globalt lederskab, så ville vi stå meget stærkere over for de store kriser.

Det har vi bare ikke.

Nationalisme har gjort verden mere sårbar

Verdens grænser er skarpt optegnede i disse tider!

De seneste års protektionistiske nationalisme i lande som England, Kina, USA, Brasilien, Indien m.fl. har medvirket til at forringe hele verdens robusthed. FN’s 17 Verdensmål har vækket det globale samarbejde, men de batter ikke rigtigt i de store lande.

Jeg oplever derimod en rystet og fragmenteret verden i disse dage, hvor Afrika og Sydamerika står over for potentielt millioner af døde, hvor amerikanerne hamstrer våben, hvor unge backpackers er strandet på hostels i Peru og hvor moderne samfund som Spanien og Italien mangler sundhedsudstyr og fragter lig væk i konvojer. De nordiske samfund derimod har alverdens ressourcer og redningsplaner, men heldigvis ikke særligt mange smittede.

Selvom vi også er hårdt ramt på økonomien og livsnerven i Danmark pt., klarer vi ærterne denne gang, fordi vi har et rigt samfund, med høj social tillid og ansvarlige myndigheder.

Men klarer vi den også når klimakrisen for alvor rammer verden de næste 20-30 år, med flygtningestrømme, tørkeperioder, oversvømmelser, blokerede handelsveje, pres på kommunerne, på byggebranchen og angst blandt børn og unge? Mest kommer vi nok til at mærke det i form af kaos ude i verden, der rammer os i økonomien. Det er den samme ængstelige nerve og usikkerhed vi mærker med Corona-krisen i øjeblikket, som vi kommer til at mærke mere og mere med klimakrisen på sigt.

Klarer vi også det ved at kigge indad og samle os omkring andedammen i to meters social distance, uafhængigt af FN, EU og et globalt lederskab?

Vi løfter verden i det nære

Med Covid-19 bliver vi endnu engang mindet om at verden hænger sammen. Vores sundhed afhænger af kinesernes sundhed, ligesom at vores grønne paradis er dybt afhængig af livsstil, energi- og produktionsmetoderne i andre lande og den CO2 og miljøforurening der udledes i forbindelse hermed.

Det betyder dog ikke, at vi ikke kan have et stærkt lokalt fællesskab der løfter direkte i det nære og hvor vi dyrker en særegen kultur og identitet. Det skal vi have, for det er kernen i et bæredygtigt og frit samfund, der også er resilient over for naturens luner og de menneskeskabte forandringer i den antroprocæne tidsalder.  

Men i globalismens tidsalder hvor alting hænger sammen og hurtigt spredes over hele kloden, uanset om det er information, smeltede poler eller virusser, er det nødvendigt med større institutioner som FN, der kan koordinere på tværs, fælles løft af de allermest sårbare lande og områder, massive globale klimainvesteringer samt øget samarbejde mellem videnskaber, industrier og regeringer.  

I lyset af klimakrisen skal der også tages et opgør med ultraliberal kapitalisme, løssluppen økonomisk handelsglobalisering, CO2-krævende vækst og vores ubalancerede naturforståelse, men det skal stadigvæk ske indenfor rammerne af globalismen.

Covid-19 må ikke blive et argument for mere nationalisme, protektionisme og indelukkethed.

Det må vi holde fast på fra dansk side.  

Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen