Skal New York’ere bare væbne sig med moppe og spand når havene stiger?

March 13, 2020
Part I, Præ-Covid

Synet af skyskraberne der rejser sig bag den grå kloakdamp, når man kører gennem Brooklyn på vej fra JFK-lufthavnen giver mig kuldegysninger hver gang. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men alle jeg møder er tilsyneladende enige i, at der er noget magisk over New York.

Noget af magien stammer fra alle de ikoniske film og serier der er optaget i byen, bøgerne der udspiller sig i dens gader og musikken der har udødeliggjort stemningen i byen med de 8 millioner indbyggere fra alle verdens nationaliteter. Taxi Driver, Friends, Patti Smith og Paul Auster. Girls, Woody Allen, Warhol og Lou Reed. Alle har de dyrket og kultiveret brandet New York, som verdens kulturelle hovedstad der er åben fordrømmere i alle afskygninger og størrelser, der kommer hertil for slå igennem.

Jeg bliver høj af den følelse det giver at gå rundt i Central Park og spejde op på de spidse glasbygninger og de lange avenuer med travle forretningsfolk og dyttende gule taxaer. Det er fascinerende at gå rundt mellem Brownstone-husene i Brooklyn eller betragte de hasidiske jøder i Williamsburg med deres særprægede stil og udtryk.

Det er dog ikke derfor jeg er taget til New York. Denne gang skal jeg bo en måned i Brooklyn på et artist Residency ophold i nabolaget Red Hook, hvor jeg blandt andet skal undersøge og skrive om New York’ernes reaktion på de klimaforandringer og havstigninger, der truer med at skylle indover byen og gøre Manhattan ubeboelig.

New York City og dets floder der løber direkte ud i Atlanterhavet

Urealistiske klimafortsæt er bullshit

Jeg havde ellers planlagt at holde flyfri i 2020, som et slags hverdagsaktivistisk klimafortsæt, der forhåbentlig kunne sprede små ringe i vandet, så vi samlet kan lægge pres på branchen og skubbe på den grønne omstilling. Men jeg har simpelthen ikke nok thunbergsk stædighed i blodet, til at takke nej til en måneds arbejdsophold i en af mine yndlingsbyer.

Jeg siger til mig selv at vi jo også skal fortsætte med at rejse, for at udvikle os som mennesker og samfund på tværs af planeten. Jeg siger til mig selv at hvis opholdet giver mening og er inspirerende, så er det også hver en CO2-dråbe hver.

Jeg ved godt at vi kun skal flyve når det er nødvendigt, så længe vi ikke har opfundet skalerbare løsninger på bæredygtige rejsemåder i luftrummet. Men hvem skal egentlig afgøre hvad der er nødvendigt? Hvor går den etiske grænse for hvor meget vi må udlede per person om året og er der noget udledning der er finere end anden?

New York kan ikke synke siger dem som elsker byen.  Men klimaet er ligeglad. For om 100 år vil byen sikkert være totalt oversvømmet og ende på bunden af havet som et fortabt Atlantis, bevogtet af cirkulerende hvidhajer, hvis klimaet bliver ved med at være forstyrret.

Selvom jeg er nogenlunde liberalt indstillet, ville jeg nogle gange ønske at der var indført rationeringsmærker på CO2, så der ikke var så meget tvivl om hvornår man er et CO2-svin og hvornår man har et ganske rimeligt forbrug.

Jeg har fløjet relativt meget i mit liv og jeg ønsker ikke at stoppe med at rejse. Samtidig har jeg indset alvoren i den negative klimapåvirkning min adfærd er med til at skabe. Jeg befinder mig derfor konstant i CO2-dilemmaer om hvor meget jeg må udlede uden at få skamfuldt røde kinder.

Hvornår får vi bæredygtige transportformer på globalt plan?

Men New York kan ikke synke

Det er derfor ikke uden ambivalens at jeg tager metroen til Kastrup. Jeg undlader bevist at lægge billeder og videoer der emmer af fly og lufthavn på sociale medier, fordi jeg tænker at det er lidt passé ligesom rygning.

Det starter egentlig fint. Vagten i security siger jeg er den bedste passager der har været hele dagen grundet min pertentlige kuffertpakning.

Men hovmod står som bekendt for fald og jeg bliver nægtet boarding på grund af visa problemer i Canada, hvor jeg skulle have transit.

”Skal man have visa for halvanden times transit i Toronto?” spørger jeg forbløffet og rød i hovedet af pinlighed over ikke at have læst det med småt på min billet, ligesom de fem andre der heller ikke får lov at komme med af samme grund.

Jeg må derfor tage metroen tilbage til København og købe nye billetter til dagen efter.

36 timer senere ankommer jeg til den vibrerende metropol og checker ind i mit skrivestudio hos De:Construct i Red Hook. Mit rum er indrettet minimalistisk med et højt skrivebord, en reol og en seng.

Der er malerpletter på gulvet og der dufter af røgelse i fælleskøkkenet, som er fyldt med grønne planter. Jeg bliver vist rundt af en vegansk kunstner fra Boston der underviser i Thai Yoga og sipper Matcha-te, som var det whisky. Udenfor mine vinduer på tredje sal pulserer New York og fra vores rooftop kan man se den ikoniske skyline på Manhattan. De høje glasbygninger ligner en bjergkæde fra en filmkulisse. Et amerikansk flag blafrer i nattemørket. Det var her modernismen blomstrede som kunstretning med folk som Jackson Pollock og Steve Reich i spidsen. Det var her den fitzgeraldske jazzscene pulserede når folk som Charlie Parker, Miles Davis og Billie Holiday spillede på 52nd Street.

”Gaderne var oversvømmede, huse blev sønderknuste og områdets børn var angste i lang tid bagefter” fortæller lokalpolitikeren, mens vi kigger ud over havnen med udsigt til frihedsgudinden.

Jeg suger det hele ind og tænker at menneskeheden ville miste sit kulturelle kompas, hvis denne by gik tabt, når bjergglacierne smelter og verdenshavene stiger 2 meter og skaber flere voldsomme episoder med storme og flodbølger.

New York kan ikke synke siger dem som elsker byen.  

Men klimaet er ligeglad.

For om 100 år vil byen sikkert være totalt oversvømmet og ende på bunden af havet som et fortabt Atlantis, bevogtet af cirkulerende hvidhajer, hvis klimaet bliver ved med at være forstyrret.

Regn over en avenue på Manhattan

Manhattan er ikke bæredygtig

Det er ikke en ny bekymring. Også Al Gore nævnte truslen mod Manhattan i klimadokumentaren ”En ubekvem sandhed” fra 2008. Men særligt superstormen Sandy der ramte i 2012 og de utilregnelige vejrforhold indbyggerne i New York har oplevet de seneste år, har skabt en nervøs stemning hos mange i byen. Dengang steg Hudson River 4 meter på få dage og skyllede ind over byen som en kold spand vand, der oversvømmede undergrundsbanen og gjorde flere tusinde mennesker hjemløse. En lokalpolitiker som sidder i NYC-byrådet på vegne af Red Hook distriktet, oplevede begivenhederne på nært hold. Jeg møder ham tilfældigt på en bænk en morgen i Red Hook.

”Gaderne var oversvømmede, huse blev sønderknuste og områdetsbørn var angste i lang tid bagefter” fortæller han, mens vi kigger ud over havnen med udsigt til frihedsgudinden.

Vi har aldrig været så direkte truet af klimaforandringer i Danmark, forklarer jeg som respons, måske er det derfor vi ikke altid føler klimakrisens alvor på helt samme måde.

Dengang oplevede han at mange desillusioneret flygtede fra området efter stormen havde ødelagt alt det de havde bygget op i det lille byområde, som folk havde boet i det meste af deres liv.

Red Hook blev opført mellem skibsværfter og pakhuse før borgerkrigen og har sit navn efter den røde lerjord og krogformede halvø som udgør området. Det har altid været historisk et omdrejningspunkt for skibsfart og handel og det var her på havnefronten at Al Capone startede sin gangstermafia og fik sit berygtede ar i ansigtet. Det er lang tid siden og nu er området hverken kriminelt eller industrielt.

”Paradoksalt nok skete der det, at dem som faktisk blev, fik en masse børn og begyndte at genopbygge området på en mere bæredygtig måde” siger han og forklarer at det først er nu at området har fundet sin afslappede identitet igen.

Folk lever og ånder herude i et roligere tempo end i resten af New York. Man rejser ikke så nemt væk fra Red Hook, for der kører ingen Subway herud. Man må enten cykle, tage bussen eller vandre et godt stykke tilden nærmeste linje.

Men truslen fra klimaforandringer og havstigninger ligger hele tiden og ulmer i baghovedet, sammen med presset fra investorer der gerne vil bygge højhuse og forretninger herude.

De lokale mener at Red Hook er det sidste rigtige område i Brooklyn, som ikke er totalt gentrificeret og overdynget af hippe cafeer, kunstgallerier og restauranter. Det er stadigvæk de lokale kunstnere der udstiller i området og som har udsmykket bygninger, veje og gadebilledet med maritime motiver som havfruer, fisk og skibe. De har en helt særlig spirituel forbindelse til havet herude, siger man, fordi området ligger så tæt på Upper Bay som fører direkte ud i Atlanterhavet og fordi de altid har levet af skibsfart og havnearbejde, som en velsmurt pakkefabrik til forbrugsræset på Manhattan. 

Det kræver omfattende resiliensprojekter som dæmninger, vandblokader i huse og bedre transportsystemer. Men den egentlige resiliens består i at være mentalt forberedte og forsøge at leve på måde der er mere harmonisk med naturen og klimaet

Virvaret har dog langsomt sneget sig ind herude og området er ved at blive lidt af en badeby for Wall Street folk, der gerne vil mærke den autentiske kunstnernerve i weekenderne. Ikea og Tesla har åbnet gigabutikkerherude og snart ligner området en miniudgave af SoHo.

Det er ikke bæredygtigt for lokalområdet mener beboerne herude, som hilser på hinanden i buslinjen B61, på american vintage bodegaen Sunny’s og i Fairway-supermarkedet.  

Flere cykler og bedre cykelstier er dukket op de seneste år

Resiliens i Red Hook

Men det er egentlig ikke så meget det, de bekymrer sig om.  

De er mere optaget af hvordan de kan beskytte området og byen mod klimaforandringer og havstigninger og være ekstra forberedte når den næste storm lammer byen.

Det kræver omfattende resiliensprojekter som dæmninger, vandblokader i huse og bedre transportsystemer. Men den egentlige resiliens består i at være mentalt forberedte og forsøge at leve på måde der er mere harmonisk med naturen og klimaet. Derfor er de optaget af hvordan de kan leve bæredygtigt i storbyen med ormekompostering, taghaver, morgenmeditationer, smart deling og genbrug, der reducerer områdets negative Co2-påvirkning. De vil påvirke politikernes beslutninger og blive mere resiliente over for de arktiske vintre der hvirvler omkring skyskraberne og laver frostmærker i de hjemløsespapkassesenge.

De er også optaget af det forestående præsidentvalg. Om Joe Biden vil genindtræde i Paris-aftalen, udfolde en seriøs klimaplan og sikre New Yorks beskyttelse gennem massive investeringer. Den klimaskeptiske Trump på den anden side mener det er nonsens at bruge milliarder på at klimasikre New York, eksempelvis gennem en gigantisk havdæmning.

”Get your mops and buckets ready” skrev han i stedet på Twitter med sin ironiske sarkasme, henvendt til alle de amerikanere der følte sig truet af havstigninger.  

Zero Waste livsstil i storbyen 

Setup til Zero Waste Workshop hos Regency i Brooklyn

Dem der deltager i foreningens Regency’s Zero Waste Workshop på Commerce Street tager ikke sådanne udmeldinger seriøst. Der bliver serveret økologiske broccoli- og blomkål snacks. En lyshåretkvinde med en bredskygget cowboyhat og noget der ligner en multifarvet indianerponcho, indleder seancen med en energimeditation og fortæller hvordan man som individ kan reducere sit CO2-aftryk massivt ved at mindske mad- og tøjspild og nægte at bruge eller tage imod engangsprodukter og plastikgenstande. Hun producerer selv så lidt skrald efterhånden at hun kun går ned med det hver 14. dag. Hun lever minimalistisk, siger hun, men har nærmesthold i ryggen af at bære rundt på et ”Zero Waste kit” med glasbeholdere, væskedunke og menstruationskopper i sin taske.

Hun mener New York’erne skal til at handle. De har ikke tid til at vente på at politikerne blive enige om en ny Green Deal og folkvirker til at være enige. De vil ikke stå passivt og vente på den næste storm der kan oversvømme byen. De vil aktivt bidrage til at reducere verdens samlede CO2-udledning og dermed minimere risikoen for store udsving i den globaleopvarmning. De vil finde glæden ved en moderne urban livsstil der har et bæredygtigt aftryk på planeten. De mener at mennesket kan leve i pagt med naturen på en måde, så det næsten ikke kan mærkes på planetens egne økosystemer at vi låner den som vores bolig.

Det er derfor de mødes og udveksler hverdagsaktivistiskeideer, tips og råd til bæredygtig livsstil, til Fridays For Future i Red Hook Community Center, til dialogmiddage på kunstinstitutioner og til events hos den ambitiøse organisation Resilient Red Hook. De kalder det lokalisme og det handler om at skabe stærke fællesskaber, hvor man hjælpes ad med at passe på planeten og miljøet. De mødes og diskuterer hvor man bedst handler bæredygtigedagligvarer i New York, hvordan man kan reducere sit personlige klimaindtrykgennem bedre forbrug og affaldshåndtering samt hvordan man kan leve en mereholistisk og inderlig livsstil baseret på de fire R’er: reduce, reuse, recycle and refuse.

De nægter at give op.

Og hvis ikke den næste præsident i USA er klar til at beskytte den ikoniske metropol, kan vedkommende godt regne med at en stor del af New York’s indbyggere kommer vandrende i et demonstrativt optog hele vejen op ad Capitol Hill i Washington, med gulvmopperne højt hævet i luften.

Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen