Millenials vil have et meningsfyldt liv og arbejde

June 3, 2019

Vi taler ikke om hvordan det sunde, bæredygtige liv, ser ud.
Vi taler ikke om hvordan danskerne som folk, skal udvikle sig.

Hvilket folk vil vi gerne være i en verden, der har brug for sunde og stærke rollemodeller, der kan gå forrest og passe på planeten og menneskehedens fælles kulturarv?

Vi har stadigvæk en politisk jargon, der skal smøres ind i New Public Management, hvor mennesket konstant bliver reduceret til en brik, varme hænder, en fleksibel ressource der skal rekrutteres, en bunke kompetencer der skal målrettes allerede i indskolingen eller et omvandrende stykke CV der skal gennemaktiveres.

Politikerne overser så tit de mennesker de laver politik til og retorikken udmønter sig bl.a. i et samfund hvor man skal have et arbejde, selvom det føles super meningsløst og gør én ulykkelig. Samme følelse har tusindevis af unge der føler, at deres uddannelse og arbejde er meningsløst, i lyset af manglende handling på klimakrisen.

Kunne de bugnende angst og stressstatistikker skyldes, at vi arbejder forkert eller med det forkerte?

Er det fordi, at flere og flere knækker nakken i forsøget på at være travl, kold og hurtig?

Det meningsfulde arbejde

Vi er enige om, at det er sundt at være aktiv og virksom – men det er da klart, at man bliver stresset og nedtrykt, hvis man skal gå rundt og efterligne en amerikansk leankonsulent på coke, mens man konstant tilsidesætter sin egenfaglige dømmekraft, for at tilfredsstille en bedrevidende chef og en røvkold bestyrelse på toppen.

Hvorfor er der ikke flere ledere, chefer og CEO’er som gør op med denne evindelige, stramme og glædesløse økonomi-retorik og forsøger at skabe en kultur der er mere naturlig, rar og venlig?

En kultur der har fokus på det inspirerende, autentiske og meningsfulde liv – også på arbejdsmarkedet hvor vi bruger størstedelen af vores tid.
For mig handler det meningsfulde liv bl.a. om at have et kreativt job, der bidrager til at skabe inspiration og glæde for mennesker, samt skubbe på den grønne omstilling.

Hvad er det meningsfulde liv for dig?

Jeg har ikke hørt en eneste folketingskandidat tale om det gode, sunde og virksomme arbejdsliv eller det bæredygtige menneske i løbet af denne valgkamp.

Fremfor at tale med hinanden og om hinanden i reducerende HR-jargon, kunne vi jo ligeså godt tale om hvad det bæredygtige menneske er og hvilket menneskesyn vi gerne vil have på arbejdspladsen, i virksomhederne og i uddannelsessystemet. 

Mit bud er, at det bæredygtige menneske er vitalt, skabende, lærende og levende. Hvem vil ikke gerne være det?  

1. Vitalt

Grådighed og egoisme blandt topledere er ikke vitalitet. Vitalt er det opløftede menneske, der trives, inspireres og elsker sit job, fordi det er meningsfuldt, udviklende og fair indrettet. Hvor hver knogle og celle emmer af spirende livsglæde og taknemmelighed. Det vitale menneske kan mærke hjertet banke og har ild i sjælen. Førhen var det kun græsrødder i civilsamfundet, der udstrålede denne vitalitet – det er på tide af se flere ledere, topchefer og medarbejdere i erhvervslivet have denne aktivistiske feeling kørende.

2. Skabende

Danmark er mestre i design, innovation, kreativitet og entreprenørskab. Uanset hvilken branche, sektor eller industri man er i, er det sundt at have fokus på iværksætteri. At bruge sin egen kreative energi, på at udvikle sit arbejdsområde. Det kræver at man elsker sit arbejde, finder det meningsfuldt og er stolt af sin faglighed.

Jeg mener faktisk at vi kan overføre kreativ skabertrang til meningsfuldt iværksætteri på arbejdsmarkedet. Og jeg tror vi alle har det i os, hvis det får plads og ro til at spire.  

3. Lærende 

Vi er her for at lære og for at udvikle os, hele livet igennem. Alle situationer, oplevelser, arbejdsopgaver og praktiske gøremål, rummer ny læring og erfaring. Det bæredygtige menneske har et lærings mindset og er ikke bange for at tage fat, eksperimentere og lave fejl, fordi det har en vished om, at det vokser af erfaringen. Et læringsmindset handler også om at bidrage til udviklingen af sin arbejdsplads, så den virksomhed- eller organisations kultur man er del af, afspejler livet som en rejse, hvor vi hele tiden blive klogere, dygtigere, visere og gladere.

4. Levende

Det bæredygtige menneske har fokus på det gode liv og det hele liv. Man er i live, når man bevæger sig, når man oplever, samarbejder, rejser og når man nyder friheden, samværet og fornøjelserne med de nærmeste.

Tænk hvis man følte sig levende og glad, i s-toget på vej til arbejde og glædede sig ligeså meget til at komme hjem til familien og vennerne efterfølgende. At de dele ikke smeltede 100 procent sammen, men alligevel rummede samme kilde til livsglæde og livskvalitet.

Der er selvfølgelig grå dage i livet. Men hvis man styrker grundfølelsen af, at alt hvad man foretager sig, om det er arbejde eller fritid, er en del af den samme meningsfulde rejse i livet, har disse dage mindre betydning, i det større billede.

Ord og sprog, betyder noget for den samfundskultur vi skaber.

Hvorfor har vi ikke en politisk kultur og et businessjargon, der emmer af trivsel og glæde?

Tænk hvis Danmark kunne gå forrest og blive hamrende kreative og innovative i skabelsen af verdens første bæredygtige og klimaneutrale samfund, der også gav positivt udslag i psykiatriens statistikker.

Det er den slags visionært sprogbrug jeg savner, når jeg skal sætte kryds på onsdag.

Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen