Det grønne rejsevalg er alt for bøvlet

November 3, 2019

(Publiceret i Politiken, 2/11 2019)

I forbindelse med en forretningsrejse til Spanien, besluttede jeg at rejse derned med tog.

Det må kunne lade sig gøre at rejse bæredygtigt i 2019 . tænkte jeg, så vi kan reducere CO2-udledningen og undgå at slide unødvendigt på miljøet.

Men jeg anede ikke hvilken besværlig rejseodyssé jeg begav mig ud på.

Efter at have lyttet til forskere og meningsdannere på pege, at vi som forbrugere skal træffe det grønne valg, såsom at undgå fly og mejeriprodukter, spise plantebaseret kost og købe genbrugstøj, undersøgte jeg hvad det mest bæredygtige rejsevalg på ruten mellem København og Barcelonaville være.

Jeg fandt en rapport der viste at flybranchen udleder 900millioner ton CO2 om året, og udgør 3 procent af de globale drivhusgasser og at disse tal kun står til at eksplodere frem mod 2050, hvis vi ikke begynder at vælge mere grønne rejseformer.

Ifølge et svensk site ville jeg kunne spare 406 kg CO2 ved at vælge toget frem for flyet eller bilen.

En togrejse på denne rute udleder kun 168 kg, hvilket villegøre det væsentligt lettere for mig at stile mod tænketanken Concito’s anbefalinger om at reducere den samlede CO2-udledning pr. indbygger fra det nuværende 17 til 2 tons om året. Det er simpelthen en nødvendigforbrugsændring, hvis vi fra dansk side skal kunne sige, at vi har tagetklimaforandringerne alvorligt.

Flere synes, at min idé var åndssvag og alt for tidskrævende:”Er du nu blevet sådan en dumstædig klimafundamentalist, der tror at du redderverden ved ikke at flyve?"

Og jeg måtte medgive dem, at det var chokerende svært, dyrt og kompliceret at arrangere en forretningsrejse i Europa med tog. Det europæiske togsystem er slet ikke gearet til den massive efterspørgsel der kommer til at være efter togrejser de kommende år. Det føltes lidt som om, at togbranchen sidder fast i 90’erne, uden at have udviklet sig, siden de blevudkonkurreret af billigere flyrejser.

Jeg kontaktede DSB ad flere omgange for at koordinere rutenderned og selv den venlige ekspedient var ved at gå ud af sit gode skind over det helvede af tids- og rutekoordinering, det er at planlægge ruten og måtte fleregange beklage den omstændige procedure, der skyldes manglende samarbejde mellemlandene i Europa.

Uden 2 timers personlig support fra DSB-medarbejdere, der kunne samle den bedst mulige rute gennem de snørklede jernbaneskinner, var jeg nok aldrig kommet afsted.

Selvom jeg skulle på forretningsrejse var det nødvendigt medet interrail pas, præcis som dengang min ven Johannes og jeg drog ned gennem Europa med rygsæk.

Jeg skulle desuden bruge et hav af printede pladsbilletter, udstedt på kryds og tværs af forskellige selskaber, manuelle datoanmærkninger ien fysisk rejsekalender til stempling på hver station, og en sløv app der gav tics i mine smartphonefingre.

Det ville kræve 4 stop, en færgeovergang og en overnatning iParis, at komme fra København til Barcelona. Først med det tidlige morgentog mod Hamborg over Rødby-Puttgarten, med 45 minutters forsinkelse. Dernæst fraHamborg Hauptbahnhof med Zürich-ekspressen mod Karlsruhe. Fra Karlsruhe viaStrasbourg til Paris, hvor jeg måtte overnatte inden jeg kunne fortsætterejsen. Med en overnatning ville det koste mig 4500 kroner at komme tur-retur, hvorimod en flybillet koster sølle 950 kroner.

I det mindste var togrejsen mere attraktiv end FLIXBUS som ville kræve 33 stive bumletimer på de grå motorveje.

Servicen på stationerne er ikke altid lige god og med demange stop undervejs, er man som passagerer sårbare over forsinkelser. Fx nåede en familie ikke deres tog i Hamborg og måtte løbe  rundt og ringe frem og tilbage, for at finde en helt ny rute mod Paris.

På trods af interrailkortet skal man bestille plads billetter til visse ruter, men grundet det manglende europæiske samarbejde, kan DSB ikkehjælpe med at bestille disse hjemmefra.

Af uransaglige årsager kunne jeg dog heller ikke bestille via det franske togselskabs hjemmeside og da ventetiden per telefon var 33minutter, inden at en fransktalende mand, påpegede at han ikke talte engelsk, opgav jeg og besluttede at ordne den sidste strækning når jeg ankom til Gare del’est. Eller rettere sagt: jeg håbede.

For jeg havde på fornemmelsen at noget var galt og da jeg skulle med toget videre, fik jeg at vide at alle tog mod Spanien var aflystpga. oversvømmede skinner de næste 5 dage og at jeg dermed var strandet i Paris.

Så jeg kontaktede ekspedienterne på stationen, der simpelthen foreslog at jeg fløj til Barcelona.

Efter mange overvejelser og endnu en overnatning i Paris, opgav jeg at komme dertil med bus, da ankomsttiderne ikke passede med mineaftaler og måtte træde ind i flyet med en opgivende grimasse, paf over det groteske faktum at ekstreme vejrforhold ”tvang” mig til at flyve.

Det kunne altså ikke lade sig gøre at komme fra København-Barcelona i 2019 uden tung luftfart.

Da jeg så endelig nåede frem til Barcelona og skulle med sidste tog mod Girona, var stationen blokeret på grund af demonstrationerne i Catalonien.

Indtil videre havde jeg ikke haft meget held på rejsen, men denne gang lykkes det mig at blive eskorteret af politifolk ind på stationen, sammen med en håndfuld øvrige rejsende, så vi nærmest alene på hele stationen, kunne tage det sidste tog.

Efter 60 timers rejse med alle tænkelige udfordringer, ekstra omkostninger til fly og overnatning og tusinde myoser i nakken, ankom jeg til min destination.

Min rejsefortælling understreger, at det bæredygtige rejse valg er alt for besværligt.

Udbyderne af togrejser gør det ikke let for forbrugeren at efterleve videnskabens påbud om at vi skal rejse grønt. Og det på trods af, at flere og flere danskerne kommer til at efterspørge togrejser de kommende år.

Men jeg tog heller ikke toget derned fordi det er let. Jeg tog det fordi det er svært. For at teste om det er en gangbar rejseform, der kan reducere min CO2-udledning.

For at mærke alle fordelene ved den langsomme og roligerejseform, hvor man vugger med toget gennem de smukke europæiske landskaber. Jeg mener bestemt, at vi skal fortsætte med at rejse, have kulturmøder og se verden på kryds og tværs og derfor er jeg selvfølgelig også klar på at tage det mest bæredygtige rejsevalg – hvis det giver mening!

Men mest af alt gjorde jeg det fordi jeg er født med alleverdens privilegier og muligheder og dermed har en pligt til at gå forrest og have modet til at eksperimentere med livstilsændringer, i lyset af klima- og miljøkrisen.

Hvis ikke jeg gør det, hvem gør så?

Fordi vi som forbrugere er nødt til at tage lederskab på at drive efterspørgslen, ved at, ja, begynde at vælge de bæredygtige alternativer, selvom de ikke altid leverer 100 % endnu, give afkald på nogle privileger i en periode og eksperimentere med alle de fede og meningsfulde muligheder, der ligger i at være en ansvarlig og bevidst forbruger, der passer på samfundet og planeten.

 Men hvor er de politiske ambitioner om at skabelettilgængelige og bæredygtige rejseformer? Hvor er det grønne europæiske togsamarbejde med elektriske hurtigtog, hyggelige natruter og simplebilletsystemer?

Jeg tror togbranchen står over gyldne tider, hvis de formår at disrupte branchen.

Det glæder jeg mig til at støtte op om, men der er lang vej endnu, før at togrejser kan konkurrere med fly på både privat og forretningsrejser!  

Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen