5 meningsfulde veje til et bæredygtigt og energisk mindset

February 21, 2019

Af Asbjørn Riis-Søndergaard

Vi skal reducere den samlede mængde CO2 vi udleder – både som samfund og på globalt plan.
Fra dansk og europæisk side kræver det bl.a. investeringer i grøn teknologi, politiske prioriteringer, industriel omstilling, cirkulærøkonomi og rettidig omhu i erhvervslivet.  

Men hvis vi vil ændre samfundet og verden, skal vi først ændre vores mindset og dermed vores livsstil. Der skal stadigvæk et holdningsskifte til hos mange af os, før forandringen får gennemslagskraft i samfundet.

Vi ændrer vores mindset gennem bæredygtige og meningsfyldtehandlinger i dagligdagen. Her er fem råd til et bæredygtigt mindset, som jeg har med i mit foredrag om den nye bæredygtige livsstil. 

1: Søg mening og inspiration

Vi skal insistere på at livet skal give mening. At det arbejde vi laver bidrager til en god udvikling af verden, at vores faglige kompetencer og menneskelige egenskaber er brugbare og nyttige for samfundet. Bestræbelsen på at få et meningsfyldt liv, er en vigtig del af et bæredygtigt mindset. Ved at søge mening i de store livsvalg såsom uddannelsesretning, arbejde, livsstil osv., sikrer vi en sund overensstemmelse mellem indre trivsel, glæde og det flow vi er i, i dagligdagen. Det gør os resiliente over psykisk mistrivsel, depression, stress og angst, fordi alle cellerne i vores krop, får strøm og energi fra det der føles meningsfuldt. Det er en slags metafysisk lov, som skaber overflod af glæde i sindet og som gør at vores livsretning føles tryg og rigtig – simpelthen fordi den føles meningsfuld. Vi kan søge inspiration til det meningsfulde i litteratur, i kunst, i fagnørderi eller hos folk der eksperimenterer med at dyrke den følelse i deres livsstil, uden at blive fanatiske sandhedsguruer. De findes – også på instagram. 

2: Dyrk kvalitetslivsstil

Hvis vi efterspørger få, men gode kvalitetsprodukter skabt under ansvarlige forhold, med respekt for miljøet, får vi typisk tre ting: Højere livsglæde, mindre Co2 og bedre sociale forhold. Produkter der er udviklet og anvendt i den cirkulære økonomi, har en holistisk livscyklus og kan derfor genbruges og genanvendes i et uendeligt loop. Det bæredygtige mindset handler om at vælge kvalitet og om at stornyde den kaffe vi brygger, den vin vi drikker, det tøj vi allerede har i garderoben, de film vi ser og den mad vi indtager. Dyrk det sjældne, unikke og langtidsholdbare ud fra en minimalistisk livsfilosofi. Hvis vi vælger kvalitet produceret med omtanke i den cirkulære økonomi, bliver vi til mennesker der sætter pris på livet. Vi bliver oplyste slow consumers, der værdsætter de naturressourcer det kræver at producere eks. et par jeans eller et hus. Dermed forbruger og producerer vi også mindre og mere bevidst, hvilket giver et positivt udslag på den samlede mængde CO2 vi udleder.

3: Connect IRL

Det bæredygtige mindset handler om at vokse og udvikle sig. Det gør vi bedst ved at connecte med andre og udveksle viden, erfaringer og livssyn. At kaste sig ud i situationer hvor man får feedback og kritik på sit arbejde eller opfattelse, er noget af det mest meningsfulde og effektive følelsesarbejde man kan lave. Sådanne møder kan selvfølgelig godt faciliteres i det virtuelle rum, men jeg tror også det er vigtigt, at man bliver en del af nogle fællesskaber eller relationer, hvor man kan møde hinanden som man er og lige præcis der hvor man befinder sig på sin rejse.

Man skal ikke kvæle sin selvtillid i afmagt overfor feedbacken, men blot observere, notere og reflektere over kritikken, ud fra et ønske om at ville fixe problemer og følelsesmæssige knuder, både fagligt og personligt. Det er her man lærer, det er her man vokser og udvikler sig. Den gode connection forudsætter dog, at man også tager sig tid til fordybelse, der kan stimulere selvindsigt og selverkendelse, så man er klar til at møde verden med et reflekteret mindset. Fordybelse er en vigtig prioritet for et bæredygtigt mindset.

4: Styr den Indre gearstang

Jorden drejer egentlig langsomt rundt. Universet har ikke travlt. Men sindet er som en bil, der kan accelerere og standse, med speeder, bremse og gear-kobling som styringsmekanisme.

Hvis vi skal have et bæredygtigt mindset, skal vi lære at styre den indre gearstang, så vi kan skifte mellem forskellige niveauer. Nogle gange sætte hjernen i frigear andre gange i bakgear og i travle tider måske i femte gear. At kunne sætte grænser for sin energi og balancere sine aktiviteter, så man ikke brænder ud eller bliver stresset, er en væsentlig forudsætning for at opbygge en konto af overskud til at træffe de gode og reflekterede valg. At dosere den indre energi, er en vigtig kompetence både børn og voksne (også) i fremtiden skal dygtiggøre sig i. Mindfulness øvelser, meditation, gåture i skoven, sport, musik, samvær etc., kan fx bruges aktivt til at regulere energiniveauet på daglig basis, så vi kan blive kloge og sunde mennesker inde fra og ud.

5: Elsk detaljen

Indenfor japansk filosofi har man et begreb der hedder mono no aware, der typisk oversættes til ’tingenes patos’ eller at have ’empati for ting’. Det handler om at lægge mærke til og værdsætte alle de små farver, nuancer og detaljer i naturen, i arkitekturen, i produkter, i kunst, i mad osv.

Himlen lægger i detaljen, havde jeg nær sagt, for det er gennem den sansemæssige erfaring af detaljen at vi kan blive forbundet med omverdenen og opleve det smukke/skønne ved verden og ved livet.  

Det bæredygtige mindset handler om trivsel, handlekraft, vitalitet og vigørlighed. Det handler om at skabe, kreere, udvikle, lære og vokse som menneske. Det handler om at leve et attraktivt, godt liv, der emmer af glæde og meningsfuldhed. Det handler om dannelse.

Måske du føler dig inspireret, måske du tænker bvadr! Uanset hvad hører jeg gerne fra dig. Hvis der er noget du kunne tænke dig at jeg dykkede mere ned i, er du også velkommen til at skrive.

Husk at signe up til mit nyhedsbrev med bæredygtig inspiration, der udkommer en gang om måneden. Klik på signaturen herunder.


Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen