Sådan kom jeg til at arbejde med bæredygtighed

February 21, 2019

Af Asbjørn Riis-Søndergaard

Jeg hører det hele tiden: unge i 20’erne og 30’erne fra hele verden der laver et radikalt karriereskifte, forfølger en drøm om at blive iværksætter eller decideret flytter ud i skoven for at dyrke biodynamiske gulerødder eller rejser jorden rundt i hawaiishorts med et saltslidt, surfbræt under armen. Børnefamilier paralyseret af nettokøer, bleer og gråvejr som drømmer om at tage børnene ud af de underbemandede daginstitutioner og vise dem hvordan livet også kan smage som en kokosnød på en filippinsk tropeø.

Alle fordi de i bund og grund føler at deres arbejdsliv er stressende og meningsløst.
Og jeg har selv gjort det. Brudt med kontinuiteten, droppet et prestigefyldt job i en modevirksomhed der arbejdede med internationale modehuse som Marc Jacobs og Christian Louboutin m.fl., ændret vaner og mindset, rejst ud i verden og påbegyndt en spændende vej mod et mere bæredygtigt liv og arbejdsliv - nu på 6 aktive år, senest om selvstændig. Og nej, jeg er heller ikke perfekt og er stadigvæk igang med at transformere mit eget liv.
Hvorfor droppede jeg karrieren og skiftede kurs? Jeg havde gode kollegaer der blev til livsvenner, en sød chef, masser af street-credit blandt de seje mennesker i København, internationale karrieremuligheder, uforglemmelige oplevelser og inspirerende bekendtskaber. Livsstilen var festlig, ung og kreativ, men også seriøs business.

Men noget manglede. I takt med at klima- og bæredygtighedsproblematikkerne begyndte at fylde mere i samtalerne, medierne og nyhederne omkring COP15 i København i 2009 og jeg begyndte at interessere mig for materialer, produktionsprocesser og alternativer i tekstilbranchen, fødevarebranchen, byggebranchen osv., kom en følelse af dyb meningsløshed snigende indeni. Jeg følte mig som en zombieficeret forbrugsskaber der levede i et stilsikkert selvbedrag og forsøgte at holde fast i overbevisningen om, at jeg virkelig var det rette sted, i den rette rolle i mit arbejdsliv.
Sandheden er, at jeg følte mig fake, når jeg lavede PR, reklame, kommunikation og events som forsøgte at skabe en cool brandkultur, der i sidste ende skulle få flere mennesker til at købe de dyre masseproducerede designerprodukter, der ikke var produceret med synderlig omtanke for miljø, samfund og sociale hensyn. Jeg følte ikke at det jeg lavede på nogen måde var med til at løse verdens eller det danske samfunds væsentlige problemer.

Dengang var det nogle gange svært at retfærdiggøre min kritiske holdning og mit valg om at kvitte jobbet over for mit nærmiljø. Min energi var jo god nok - jeg virkede glad når jeg stod overfor kunder og skulle sælge, men inden i havde jeg bare lyst til at sige: har du virkelig brug for det her fucking produkt? Og havde jeg iøvrigt selv brug for mere nyt tøj og en consumerheavy livsstil?
Det jeg mærkede var et afsavn efter at bidrage til at skabe en mere bæredygtig verden. At blive en planetskaber fremfor forbrugsskaber. Der skete et holistisk værdiskred i mit mindset. Det handlede om, at jeg ikke følte at de produkter som jeg levede af at markedsføre og sælge bidrog til den store bæredygtige omstilling.

Det var tilbage i 2011 og det var endnu ikke blevet mainstream at tale om recycling, upcycling, garment to garment, circulær økonomi, verdensmål eller andre bæredygtige begreber og modeller og der fandtes ikke mange deciderede bæredygtige produkter på markedet. I dag er det helt normalt at folk i mode- og livsstilsbrancher interesserer sig for bæredygtighed, miljø m.m., og jeg tror flere og flere hopper med på tendensen.
Dengang var det anderledes. Jeg husker at en branchekollega engang sagde til mig - da jeg udtrykte en spæd bekymring over branchens mangel på CSR og miljøfokus - "opdragelse og etik - det hører til i skolen og i kirken – her lever vi af at sælge lækre produkter".

Noget var dog ved at ændre sig i verden og efter at have rejst ud i et halvt år og blandt andet mødt en masse spændende, engagerede og aktivistiske mennesker til RIO+20 i Brasilien, besluttede jeg at ændre mit liv og gradvist forsøge at bidrage til at skabe en mere bæredygtig verden. Siden da har jeg arbejdet professionelt med formidling og implementering af bæredygtighed og FN’s dagsordener i det danske samfund. Senest som selvstændig i eget firma som bl.a. tilbyder konsulentydelser, talks/foredrag og kommunikationsrådgivning.

Pointen med dette indlæg er dog, at min lange og kringlede vej måske ikke var nødvendig, havde jeg følt en større sammenhæng mellem det job jeg havde og de globale problemstillinger som begyndte at fylde mere og mere i min og i mange andres bevidsthed. Hvis jeg havde følt at det produkt jeg var med til at markedsføre og sælge, bidrog til at løse nogle af disse problemer. At der var en meningsfyldt logik forbundet med mit arbejdsliv og at min energi gik til det gode og langsigtede. Hvis bæredygtighed havde fyldt mere i mit arbejde, havde jeg været stolt af, at stå op hver dag og knokle igennem.


FN’s 17 Verdensmål har et stort potentiale til at blive en levende og autentisk agenda der holder medarbejdere, borgere (mennesker) begejstrede, inspirerede, energiske og engagerede og som skaber respekt og værdighed omkring en given virksomhed/organisation. Så medarbejderne ikke kvitter deres job, brænder ni-til-fire kontrakten og stikker til søs mod fjerne kyster, fordi de skal sælge, producere eller promovere produkter eller services, som udelukkende opildner til mere skødesløst forbrug, ressourceudmætning og CO2 udledning, uden hensyn til nogle af de voksende problemer som verdensmålene blandt andet identificerer.


Nogle virksomheder og organisationer skal selvfølgelig revurdere deres kernebusiness i disse år, men for langt de fleste handler det om forskellige bæredygtige justeringer i værdikæden, samt at skabe nye fortællinger om formålet og meningen med deres virke og dermed revidere den grundlæggende eksistensberettigelse på et frisk marked der vil have bæredygtig, grøn magi. Det kan sagtens lade sig gøre med lidt goodwill fra direktionsgangen.


Jeg tror rigtig mange andre unge og voksne har oplevet den samme frustration, rådvildhed og indsigt som mig, i løbet af de sidste 10 år. Og jeg tror, at endnu flere millenials er i gang med at finde ny mening og logik i et samfund og erhvervsliv der stadigvæk bygger på et gammelt, oliefedtet og træt paradigme. De oplever at den livsberigende energi ligger i at arbejde hos Plastic Change, Aiayu, Le Pirol, To-Good-To-Go, Gomore, POND, måske i attraktive tech-virksomheder (tror dog millenials vil mere analog end tech, men den tager vi en anden gang) eller i de mest fremsynede og innovative af NGO’erne og C20 virksomhederne som Carlsberg, Ørsted og Novozymes.
Bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål udgør netop den mening jeg savnede i mit liv. Enhver virksomhed, organisation, forening, offentlig institution eller individ kan finde et purpose – en større mission i livet – ved at identificere nogle identitetspejlemærker i den bæredygtige dagsorden og kreere værdibaserede udviklingsstrategier herefter. Det giver mening og kommer tifoldigt tilbage på så mange niveauer: både hvad angår forretningsudvikling, rettidig omhu, branding, konkurrencefordele.

Det er ikke uoverskueligt at komme i gang, der er mange lavthængende frugter at squeeze. Det handler bare om at tage det første skridt og jeg vil meget gerne hjælpe jer med det og inspirere til den gode forandring.

Interesseret?
Hvis du er interesseret i den filosofiske vinkel på bæredygtighed er du meget velkommen til at booke mig til et foredrag, en workshop eller et rådgivningsforløb.
start samtalen